Skal vi komme i gang?

Vi har længe talt om “Fremtidens sundhedsvæsen” som enten et fatamorgana eller i hvert fald noget, der var langt væk. Fremtidens sundhedsvæsen er her imidlertid allerede nu, så det giver mere mening at tale om “Det nye sundhedsvæsen”. Men hvad er dette nye sundhedsvæsen så? Vi ved det ikke rigtigt, men vi har længe vidst, at vi ikke kan blive ved på den måde, det hele kører nu. Personalet har aldrig haft mere travlt og har aldrig været mere pressede. Der kommer flere og flere ældre, som skal i behandling for en lang række samtidige sygdomme, der påvirker hinanden. De ældre stiller også flere og flere krav om individuelle services af høj kvalitet - det er forståeligt og intet nyt her. Heldigvis har Regering nu droppet 2%-sparekravene, men det kommer jo ikke til at ændre noget væsentligt; om overhoved noget. Det er som om politikerne mener, at de bare kan diktere nogle kvalitetskrav og sætte nogle økonomiske rammer, så klarer sundhedsvæsenet nok bare resten efter devisen “Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, men når presset er så stort, er der ganske enkelt ikke tid til at “spinde”. Der skal nogle modige politiske prioriteringer på bordet, som kan vise retning, hvis vi gerne vil have det danske sundhedsvæsen tilbage i verdensklasse.

Nogen af værktøjerne i det nye sundhedsvæsen kender vi allerede, og politikerne har allerede set værdien af sundheds- og velfærdsteknologi som hjælp til selvhjælp for patienterne. Patient empowerment er blevet et mantra, og dét er godt! Det er ikke rigtigt lykkedes at finde en god dansk oversættelse, men nogen anvender egenomsorg og andre mestring; egenomsorg er direkte forkert, og mestring er ikke rigtigt dækkende. Man kan sige, at hvis man mestrer en helbredssituation, har man en høj grad af egenomsorg, og man er dermed “empowered” til at være den styrende i eget sygdomsforløb. Det kræver imidlertid mange ressourcer at kunne være “empowered”, og det er her hele debatten om ulighed i sundhed begynder. Man har altid sagt, at der skal et godt helbred til at være indlagt, og det er så sandt så sandt, men uanset om man er akut eller kronisk syg, så er det her, vi får “skilt fårene fra bukkene”. Kan man bevare et overblik, tale jævnbyrdigt med det akademiske personale og stille rimelige krav, så skal det hele nok gå, hvis ikke... 

Stay out.png

Vi må altså have nogle nye måder at hjælpe patienter til at hjælpe sig selv, for det er nu engang sådan, at det er bedst for den enkelte og billigst for samfundet, hvis vi kan forebygge - eller i hvert fald behandle hurtigt og rigtigt; første gang!

Et andet mantra, som egentlig er godt, er, “Work smarter - not harder!”, men igen; det er altså svært, når man hele tiden er i undtagelsestilstand. Mange kan godt se nytteværdien af mange af de velfærdsteknologiske løsninger, andre er bange for at miste deres job, og endnu andre synes, det er synd for patienterne. Et eksempel på det sidste kunne være, at de såkaldte vaskerobotter bliver omtalt som vaskehaller (som til biler), og da sygeplejersker bla. er uddannet til, at personlig hygiejne er en kerneydelse i sygeplejen, finder de det forfladigende for plejen, hvis man skal ty til sådanne robotter. Personligt vil jeg nu hellere have et liggende brusebad, end at blive vasket i rumpen af en fremmed.

Vi er altså nødt til at hjælpe sundhedsvæsenets personale til at hjælpe sig selv, så de ligesom patienterne bliver “empowered” til at styre deres arbejde på en måde, så de kan levere ydelser af høj kvalitet, som de kan være stolte af.

Sundheds- og velfærdsteknologi skal bringes i spil som et værktøj i dette nye sundhedsvæsen. Det må aldrig blive et mål i sig selv, og det har jeg 20 års erfaring i at inspirere til. Skal vi komme i gang?

Susie Wagner BondorfComment